Ord og billeder fylder meget i min arbejdsdag, og jeg arbejder nu på en spændende opgave for Thomas med diagnosen demens.
Han har rejst, boet og arbejdet i udlandet det halve liv og var selv begyndt at skrive ned om det.
Det kan han ikke længere, men Thomas kan fortælle om det, mens jeg skriver.
Hans søster Inga er med på sidelinjen, og som udgangspunkt mødes vi en gang om ugen. Passer det dårligt en uge, springer vi bare over.
Målet er en bog, og om den er færdig om et eller tre år er lige meget.
Oplevelsen er lige så vigtig
Inga og jeg er enige om, at det ikke alene handler om at lave den bedste og flotteste bog.
Det handler i høj grad også om broderens gode oplevelse med at lave bogen.
At kigge i og finde relevante fotos i de langt over hundrede fotoalbums, og at hente inspiration til bogen i nogle af de flere tusinde breve.
Familien skal have bogen, og alle andre kan også kigge med og spørge ind, når de efter at bogen er færdig er sammen med ham.
Får det hele serveret
Jeg hører jævnligt om, at pårørende og andre nogle gange har svært ved at finde noget at snakke om med en dement person om.
Med bogen i hånden er der i hvert fald masser af inspiration.
Fra plejecentre lyder det også ofte, at personalet gerne ville vide mere om beboernes liv.
Her får de det serveret sort på hvidt.
Man kan godt sige, at det af hensyn til bogens indhold ikke måtte have ventet længere.
Men det er ikke for sent, og der skal nok komme noget godt ud af det.
Forhåbentlig kommer den gode oplevelse med at lave bogen til at gøre den endnu mere værdifuld.